Holder vejret

Jeg tør næsten ikke skrive det. Det er jo Danmark, Home of Jante. Eller også hænger det mere sammen med de gamle grækere og deres Hybris og Nemesis. Men alligevel:

Vi er alle raske..!

Nu er det skrevet, sort på hvidt. Så om lidt er der nok to der brækker sig, halvanden der har feber, en med ondt i halsen og en med mellemørebetændelse for ikke at tale om alle de sygdomme, jeg ikke lige har fået med her i opsumeringen. Og har jeg ikke også selv en anelse mavekneb stadigvæk?

Nå pyt! Vi kaster os fremover ind i det dér liv med ny energi, for NU kommer foråret altså! Fuglene går amok udenfor med morgenkoncert og sangkrige i træer og buske, når der ikke lige skrabes pinde og kviste sammen med manisk iver ude på Fælleden for at være klar til næste generation.

Og når man tænker over det, så er det jo en walk in the park at være mor til et par små menneskebørn, når man tænker på, hvilket arbejdsorgie, fuglene bygger op til lige nu. Fuldtidsflyvning non-stop fra solopgang til solnedgang i flere måneder, og når så man endelig har fået losset ungerne ud og lært dem at flyve, så jagter de utaknemmelige skarn deres udslidte forældre for at kaste deres grådige næb ned i forældrenes med vold og magt for at fravriste dem deres surt opsporede orme og larver.

Og er forældrene heldige, kan de lige nå at sætte et hold til på vingerne, inden det er efterår og de endelig kan få sig et kort hvil og få fyldt depoterne, inden vinteren sætter ubarmhjertigt ind igen. Naturen er jo så romantisk.

Nå, hvor fan.... kom det nu fra med naturtime midt i det hele? Ville ellers bare lige give besked om, at vi er på benene igen. Men lidt perspektiv er jo altid rart. Der er ikke noget som andres slid og modgang til at give én selv overskuddet og livsmodet tilbage...