Siden jeg fik Elvira, har jeg haft en smule ondt af Ludvig, når jeg ikke lige har været møgirriteret på ham over hans urimelige 4-årige opførsel. Det er altså hårdt at miste eneretten til mor - særligt når der ikke er en far, man så kan monopolisere i stedet.
Og hvad har han fået i stedet? En lille, sprællende kødklump, der ikke kan lege, men altid skal spise eller holdes eller have sutten eller have ren ble. Når ikke lige, Ludvig skal vise hende frem for andre (og flashe sin storebror-titel), er det ikke meget opmærksomhed, han skænker hende.
Men pludselig opstår der øjeblikke, hvor jeg tænker, at det alligevel var det hele værd. Som når jeg kommer ind i stuen, og han sidder i sofaen ved siden af sin sprællende lillesøster og forsigtigt bøjer sig ind over hende for at kyse hende på panden, mens han med mild stemme betror hende, at hun er sød. Eller når de ligger i samme seng, og Ludvig har armen beskyttende om hende, mens hun er ved at vride hovedet af led for at få øje på ham og sende ham store charmesmil. Så smelter moderens hjerte og hun får straks trang til at styrte hen efter kameraet - men nogle øjeblikke er nu for intime og private til, at jeg skal forstyrre med blitz og begejstring.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar