Forhold omkring et postnummer

Nu har vi boet i Roskilde i over to måneder. Men når jeg skal skrive min nye adresse i forskellige sammenhænge, skriver jeg stadig helt automatisk mit gamle postnummer 2300.

Da jeg flyttede til København i 1994 regnede jeg med, at jeg ville rejse ud af byen igen så snart, jeg havde fået min universitetsuddannelse. Som den lille generte bondeknoldinde, jeg var, frisk fra den lille provinsby med tog i timedrift og busser, der kørte timelange omveje rundt om alle flækker, var København en voldsom mundfuld. Jeg kendte kun min barndomsveninde og et par gymnasievenner, Tivoli, Strøget og Det Kongelige Teater.

Men byen åd sig umærkeligt ind på mig, og jeg kom til at elske København. Jeg havde elsket byen flere år, før jeg erkendte det og for alvor kastede hele mit jeg ind i forholdet. Og pludselig havde jeg boet 17 år eller næsten halvdelen af mit liv i staden. De sidste 13 år boede jeg på Islands Brygge, og det blev mit kvarter. Med to gange barsler, barn i børnehave og vuggestue, søde naboer og en stor, aktiv gård, kunne jeg ikke gå i Brugsen uden at hilse eller sludre med den ene eller anden. Jeg var hjemme. Nu kender jeg igen kun min barndomsveninde. Men hun kom til byen 9 år før mig, og hilser på gud og hver mand på gaden. Det gør hverken jeg eller mine børn.

Jeg savner mit kvarter. Det er som at forsøge at komme videre efter et godt forhold, der er gået i stykker. Det er nemmest at huske de gode ting, alt det kendte, alt det trygge. Det er svært at undgå tanker om at prøve igen, selvom man syntes, at det var den rigtige beslutning at ende forholdet dengang. At jeg så stadig arbejder i mit gamle kvarter gør det hele mere uigennemskueligt. Vi taler ikke om et clean cut, men heller ikke om et rigtigt forhold. For jeg bliver aldrig natten over.

Jeg savner egentlig ikke min gamle lejlighed. Jeg har ikke tænkt meget på den, siden jeg overrakte nøglerne til den nye ejer. Min nye lejlighed er mit hjem, hvor jeg aldrig farer vild og aldrig har været i tvivl om, hvor jeg er midt om natten. Jeg nyder de bedre forhold og mere plads. Men det er svært at vænne sig til, at verden uden for ser helt anderledes ud. Tiden vil vise, om jeg bliver Roskildenser, eller om jeg trækker teltpælene op igen om 15 år, når Elle er færdig med folkeskolen.