For tiden ligger jeg brak, sumper i sofaen, putter mig i dynen. Jeg har været syg en uge nu, og kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været så bombet, at jeg ikke orker andet end at eksistere som en slags husholdningsrobot på gamle batterier.
Det startede ellers som en meget uskyldig omgang ondt i halsen sidste tirsdag. Jeg tog det ikke helt seriøst og prøvede at arbejde hjemmefra samtidig med, at jeg havde barn hjemme med feber ovenpå forsinket. 12-måneders vaccination. Min ynkelighedsfaktor steg dog med forkølelsens intensitet. Fredag havde jeg det dog lidt bedre og tog på arbejde - ikke smart. Lørdag var jeg helt kvæstet og snottet igen og natten til søndag vågnede jeg så med gammelkendt smerte i højre øre. Som tidligere ørebarn genkendte jeg symptomerne med det samme. Men da jeg havde læst, at man ikke behandler mellemørebetændelse mere, tog jeg en omgang piller og stablede mig op med puder og ventede på, at pillerne skulle tage smerten og jeg kunne sove videre.
Søndag over middag tog jeg så til lægevagten, mens gode venner tog sig af mine børn. Pillerne kunne ikke tage smerterne mere og jeg lignede vist mest døden fra Lübeck. Lægen var også behørligt impomeret over, hvad der var gang i inden i mit øre. Jeg var mindre imponeret, for hvorfor var trommehinden dog ikke bare sprunget, så jeg kunne få det overstået? Nu havde jeg gået et halvt døgn og ventet på, at det skulle sige PLING! inden i øret, og væsken flyde ud.
Men sådan skulle det ikke være. Og i dag prikker man altså ikke bare hul, som da jeg var barn. Så lige nu er jeg på antibiotikakur og er midlertid døv på højre øre, da en større fabriksmotor kører på meget hurtige omdrejninger derinde og optager pladsen for alt anden lyd. Bare irriterende, at den skaber sådan et overtryk samtidig. Enten må antibiotikaen godt slukke for dampen derinde nu, eller også vil jeg gerne bestille lidt mere damp, så hinden kan springe...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar