søndag den 26. oktober 2014

Ud i det skånske

Efter den smukke, tørre sommer må det vel være på plads med lidt regn i efterårsferien. sådan synes naturen at have tænkt. Så det regnede, da vi kørte afsted mod Skåne for at besøge nogle venner på deres dejlige ødegård syd for Kristianstad. Det regnede knapt så meget, da vi tog ud og så Skånes efter sigende største vandfald ved Halla Mölla, og det regnede næste dag, da vi kørte til Kristianstad og tilbage igen til kage og brændeovnshygge.





Ludvig var lige ved at kravle ud af sit våde skind af bare begejstring, da vi besøgte vandfaldet. Det var et fint lille fald i flere trappe-niveauer, som snoede sig mellem træer og klipper med en idyllisk træbro henover. Da vi bagefter så en rød glente glide søgende rundt og rundt på jagt på græssletten i nærheden, var hans dag perfekt.

Den sidste dag holdt det tørt, og vi kunne tage en dejlig travetur ud og se på svampe og hoppe i vandpytter. KIim var den store svampeguide og han fandt indigo-rørhat og en slags kantereller, som jeg har glemt navnet på, men som dannede en dekorativ håndfuld.






Ungerne legede med støvbolde, der blev ved og ved med at udsende deres små røgsignaler af sporer, hver gang, de prikkede til dem




Og vi så vores første eksemplar af den giftede, grønne fluesvamp! Desværre ser den ikke så grøn ud på billedet, men dér i skovbunden havde den et tydeligt. grønt skær.




Skoven havde mange flotte solitære egetræer langs vejen. De fremstod nærmest grafisk mod efterårshimlen og gav fornemmelsen af tidens uafvendelige gang.



Tak Skåne for dit våde favntag. Tak Karin og Kim for at invitere os. Vi kommer gerne igen!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar