I sidste uge nåede Ludvig tre store milepæle for sin egen selvforståelse og fik udfordret sit mod og udholdenhed. Den første opnåede han mod sin vilje og uventet, den anden var planlagt, hvor han var lige ved at springe i målet og den sidste var selvvalgt og meget ønsket.
Tirsdag blev Elvira syg og kastede op inden morgenmaden. Hun var ikke mange sure sild værd og skoletiden nærmede sig. Vi bor meget tæt på skolen. Man kan smutte gennem hækken til svømmehallen, gå langs parkeringspladsen og gå over vejen til skolen i det lysregulerede fodgængerfelt lige ind på skolen. Men Ludvig vil ikke gå turen alene. Han er nemlig bange for at være alene udenfor. Men denne morgen fik jeg alligevel overbevist ham om, at han godt kunne og at jeg havde brug for, at han gjorde det. At jeg ville se ud af vinduet efter ham hele vejen over til svømmehallen og at der ville være mange andre derovre på vej til skole. Og da han først overgav sig, ville han afsted med det samme og få det overstået! Han tog situationen i egen hånd og afsted gik den lille mand uden at vende sig om en eneste gang for at se efter, om mor nu også stod oppe i vinduet. Om aftenen spurgte jeg ham, hvordan det var gået. "Det var ikke så sjovt.... Men mor, det var godt, at jeg gjorde det. For nu ved jeg, at jeg kan." (YES! Tænkte moderen)
Lørdag stod den på vandredag med de andre mini'er i spejderpatruljen. Hele spejdergruppen kunne tilmelde sig vandreture af forskellige ruter og længder og Ludvigs gren havde bestemt sig for at få 20 kilometer-mærket. Men aftenen før på sengekanten ville Ludvig pludselig alligevel ikke med. For han vidste, at han ville få ondt i benene bagefter og så bare for et mærke! Jeg forsøgte mig med abstrakte begreber som kammeratskab og at overvinde noget hårdt sammen, at finde ud af, at man kan noget, som man på forhånd ved, bliver hårdt. Om at vide med sig selv bagefter, at man kan noget svært. men det bed ikke på den unge mand. Men så kom han til at tænke på, at hans klassekammerat fra samme spejdergruppe om mandagen ville spørge ham, hvorfor han ikke kom. Og så ville de andre drenge i klassen finde ud af det og drille ham! Så talte vi om, at så måtte man jo stå ved sin beslutning og sige som det var, at han ikke synes, det var værd at gå så langt (og 20 kilometer er sgu langt) for at få et mærke på ærmet. Det tænkte han lidt over og så spurgte jeg ham om, hvad han syntes, det var værd at gå 20 kilometer for. Svaret var - en bamse..!
Enden på det hele blev, at jeg sagde, at han kunne sove på det, for vi kunne ikke melde ham fra før næste dag og at jeg da i øvrigt syntes, at sådan en sej tur var en bamse-gave værd fra mig. Inden jeg fik sagt godnat, havde drengen bestemt sig for, at han ville med alligevel. Og afsted kom han uden kny næste dag. Og ja, han fik ømme fødder og smertende ben, og han var træt, da jeg hentede ham hjem efter 7½ times tur i støvregn og blæst. Men han knuselskede sin Furby-bamse, sit fodbad og alt opmærksomheden, is til dessert og førsteretten til det bedste hjørne i sofaen. (og mærket? "Mor, vil du ikke nok sy det på i aften?")
 |
| Miniernes kampråb komplet med regndråber på linsen |
 |
| Igang med tredie portion chili con carne efter at de våde syrebasser er blevet afmonteret. |
Ludvig skal ofte have et skub i den retning, han allerede godt kan. Ligesom gåturen alene til skole, som han har været klar til rent sikkerhedsmæssigt siden første klasse, men ikke havde forstillet sig, at han turde før 4. klasse. Eller da jeg tog bleen fra ham efter flyverdragt-sæsonen var ovre, da han var knapt fire og bestemte for ham, at han ikke brugte den mere. For han ville ikke selv. Dagen efter var han helt renlig.
Jeg kender ham så godt, fordi han ligner med så meget. Som voksen har jeg skulle arbejde aktivt med at skubbe mig selv ud i at fuldføre noget, som jeg tidligere har bestemt mig for at være med til, gøre eller deltage i, i stedet for at springe i målet, fordi jeg blev nervøs over det ukendte. Jeg fik som barn lov til at holde fast i mine stædige valg, selvom de ikke altid var til mit eget bedste. Jeg turde og magtede meget i en ung alder, når det gjaldt at tage toget alene eller stå op selv om morgenen og springe morgen-fritidshjemmet over. Men når det gjaldt sociale sammenhænge som familie-komsammen eller udfordringer, jeg ikke vidste, om jeg magtede, fik jeg lov at bakke ud uden diskussion.
Jeg er ikke tilhænger af, at man tvinger børn til at gøre til, de ikke har lyst til, og jeg har fået meget integritet med i bagagen. Men når man ikke er født med overskud af mod men derimod overskud af eftertænksomhed og skeptisk "hvad-nu-hvis" tankegang, så kan man godt have brug for en voksen til at skabe tryghed for én ved at tage ansvaret og sige "Du kan godt".
Den sidste milepæl klarede Ludvig dagen efter, hvor bevægelse helst skulle foregå på cykel. Jeg havde lovet, at han måtte tage "cykle fra skole til SFO-prøven". Jeg var den enevældige dommer og med Elvira i cykelstolen cyklede jeg i tavshed bag ham, mens han kørte de 800 meter cykelsti fra skole til SFO. Før sommerferien var han ikke til at stole helt på, når vi cyklede. Han glemte at orientere sig, når vi kom til en ny vej og drejede gerne ud på den uden at se, om der kom en anden cyklist bragende ind i ham. Han viste for det meste kun af, når jeg mindede ham om det, og kunne blive distraheret af mange ting. Men i den sidste tid er han blevet rigtig god og han har haft det som ambition at få lov til at cykle til SFO efter skoletid i flere måneder nu. Og han bestod prøven med glans. Han var meget stolt og tilfreds med sine weekend-præstationer. Han har cyklet hver dag i denne uge og han elsker det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar