guitar-is

Ludvig og jeg havde en mindre uoverensstemmelse her til eftermiddag. Det har vi jævnligt, da vi begge er utålmodige og har lidt af et temperament at forsøge at styre. I dag var det dog kun Ludvig, der blev vred, da jeg satte en grænse for, hvor mange stykker chokolade han kunne komme på sin bolle.

- Hvorfor bestemmer du dét!! Råbte han rasende og fejede tallerkenen tilside for at skubbe sin stol halvvejs ud i stue på vej ind på sit værelse. Jeg nåede ikke at sige så meget som et pip, inden han var væk og så var det jo nemt nok at bevare roen og kigge beroligende på Elvira, der tog det hele oppefra og ned. Hun er jo også vant til, at vi råber af hinanden nu og da...

Nå, men Ludvig kom tilbage og accepterede, at han selv måtte bestemme om han ville spise sin chokolademad, som den var, eller lade den stå. Vi andre var færdige og jeg begyndte at samle en meget genstridig IKEA-kasse til ungernes legetøj. Efter en del kæmpen med den fjerde side, gik hjørnet fra med et stort KNÆK og jeg vidste af erfaring, at det ikke ville blive en kasse og at Ludvig ville blive ked af det. Måske var jeg alligevel også lidt træt efter dagens tætte gang op ad begge unger, hvor vi hostede i trio og Elle knaldede hovedet i gulvet, bordet, Ludvig, stolen, gulvet, trappegelænderet og gulvet, indtil jeg var sikker på, at hun havde taget permanent skade. I hvert fald smækkede jeg kassesiden i gulvet med verbalt eftertryk.

"Du sagde lort, mor! Det må man da ikke sige!"
"Nej, det er rigtigt. men det sagde jeg altså" sukkede jeg, "kassen kan ikke laves".
"Så får jeg ikke nogen kasse" tårerne stod allerede i Ludvigs øjne. Hans dagsbæger var også fyldt.
"Jeg skal nok købe en ny til dig"
"Så skal det også være i samme farve"
"Selvfølgelig skal det det," lovede jeg og skillede resten af kassen med opgivende mine. Så skete det, at Elle kom hen med sin elskede dyne, som også er hendes krammedyr og sutteklud og gav mig den i skødet med hovedet på skrå og en sødt smil. Jeg troede, hun ville sidde og putte, men det ville hun ikke. Hun ville bare give mig sin elskede dyne.
Efter sådan en trøst, fik jeg frisk mod på at samle resten af kasserne, (godt) hjulpet af Elle, mens Ludvig klippede og malede (forsonings)hjerter til mig. Og så kom han pludselig spændt hen til mig:

"Mor vil du gerne have en is?"
"Jo tak, det ville da være dejligt"
"Så får du en vaffelis, der spiller guitar!"

Aldrig har jeg da fået en finere, mere unik is, end denne. Tænk, at begge mine børn pludselig skulle give mig så fine gaver som afslutning på en lidt langhåret syge-hjemme-vinterferiedag.