Blisbjerg: Tilbage igen

Puha, det blev virkelig en længere pause. Jeg har haft så dårlig samvittighed over for mig selv over ikke at opdatere min blog. Det bliver sværrere og sværrere at tage pennen op igen, som tiden går. Jeg har overvejet, om jeg skulle lukke bloggen helt, men da jeg tydeligvis heller ikke har kunne tage mig sammen til dette, forsøger jeg nu at tage tråden op igen.

De grønne pilfingre blev af samme årsag kun til en lille spire, som sygnede hen af vandmangel og fraværende pleje. Denne blog er derfor sendt vemodigt til de evige køkkenhaver. Jeg må indse, at jeg ikke duer til at blogge om et special-emne, men blot behøver dette sted til at vende de tanker og oplevelser, som jeg går med i nuet, frem for at sætte mig selv i endnu flere forpligtelser, end dem, jeg valgte, da jeg blev alene-mor til to.

Efter den mest grå og solskinsløse vinter i mands minde, øjner jeg nu forårslyset for enden af tristessen. Elvira er startet i børnehave for anden gang forrige uge, og denne gang i det mest vidunderlige børnehjem med klaver, åben pejs, kanariefugle, spisekøkken, sæbeskåle af muslingeskaller, yderdøre uden børnelåse, fritgående høns på legepladsen og frimodige, selvhjulpne børn overalt uden stueopdeling eller anden skelen til principielle regler for reglernes skyld. Her er børnehaven familiens andet hjem, hvilket også allerede viser sig ved, at Elvira ikke har nogen planer om at følges med mig videre, når jeg kommer for at hente hende. jeg er fuld af fortrøstning!

Selv om bloggen har ligget helt fladt på maven, har vi selv haft fart på. Der er blevet sået, plukket, høstet, hæklet, rejst og fejret. Her er lidt fra det forgangne år i billeder: