Når alting (næsten) ramler

Spændende dage pt, kan jeg kun sige...

For en uge siden blev jeg klar over, at jeg først kan få plads til lilletøsen på de to valgte institutioner, når hun skal konfirmeres (eller i hvert fald til næste forår - who cares?). Så jeg konverterede det ene valg til en garantiplads efter samtale med Pladsanvisningen. Mandag aften, seks dage efter, har de så allerede fundet en plads til hende - fra på fredag!! Jeg mener, ungen er 7 måneder, og jeg havde fortalt, at jeg først skal bruge pladsen sidst i august..

Nå. fred være med det. Så måtte jeg jo eventuelt bruge mine fyrstelige barselsdagpenge på en plads, som jeg ikke vil bruge her hen over juli måned. For hvem fa...en kører sit lille barn ind på 14 dage for bagefter at gå på tvungen lukkeferie de næste to unger efter diktat fra de københavnske politikere, der har bevilliget fælles sommerferie for alle Københavns børnefamilier i uge 29 og 30. Jeg gør i hvert fald ikke. Så kan man jo starte forfra igen 1. august med indkøringen.

Men! Ja, for der er jo et men. Pladsen ligger i den anden ende af Amager, som også er modsat retning af mit arbejde. 3 km hver vej 2 gange om dagen på cykel med 2 afleveringer giver lige 12 kilometer gratis motion og 2 timer ud af hverdagen til hente-bringning som absolut minimum (skrige-smiley)

Hmm, det er sådanne dage, jeg elsker at være enlig mor til to uden bil. Selvom bilen sikkert ikke ville have hjulpet, da jeg så nok bare ville sidde fast i vejarbejds-køer, som findes på hver anden gade i disse måneder.

Jeg måtte trøstespise resten af min dejlige italienske is, mens min hjerne gik i koma ved tanken om, hvordan det næste år ville blive. Næste morgen konstaterer jeg så, at min hjerne var så blæst, at jeg ikke kunne lukke frysedørslågen ordentlig. Ud røg resten af mit dejlige økologiske lammekød, købt af en kollega til slagtepris sidste jul. (tude-smiley). Kun lammekøllen inderst inde havde klaret nattens strabadser. Og vi fik kanelsnegle til morgenmad, nu hvor de jo var tøet op.

Et opkald til Pladsanvisningen gjorde ikke humøret bedre. Godt at jeg kun havde sovet 5½ time samme nat, for så var min dag da allerede ødelagt inden. Nej, man tager ikke særlig hensyn til enlige med to børn uden bil. Nej, man kan ikke se på afstanden og transporttiden, og der kan ikke laves noget om, for så rygtes det, og så vil alle bare ringe og beklage sig over den tildelte plads. Og nå, så skulle du nok ikke have valgt garantiplads...

Surt sjov moster Britt. Jeg besluttede mig for at se, om der var institutioner tættere på med en kort venteliste, som jeg kunne genopskrive hende på bagerst på listen. Og opdagede så, at der lå en institution 5 minutters cykling fra min bopæl uden venteliste? Et opkald viste, at det var en ren garanti-institution, og de ville også blive almindelig vuggestue med venteliste til august. Og de manglede da i øvrigt børn fra 3. uge i august....

Gentager det lige: .....

Lederen ville gerne have os, da vi er lokale og de gerne vil have børn, der fortsætter lidt længere end bare indtil de får en ny plads. Så hun henviste til en bestemt person på pladsanvisningen og foreslog at kontakte dem igen. Det er så gjort med en mail - men helt ærligt? Jeg tror ikke en bønne på, at de kunne finde på at være så fleksible at tage hensyn til afstanden, når de allerede har sendt mig et brev med tilbud. Og lur mig, om der ikke i morgen er en forælder i den anden ende af Amager, der modtager brev med garantiplads på den institution, som ville have passet mig og Elvira...

Sådan er livet fuld af morskab. Godt at vi stadig er snottede, Elvira og jeg. Så kan ingen se det, hvis vi skulle komme til at græde lidt af grin.

Om Løbedillen

De sidste par år er Amager Fælled blevet shinet kraftigt op med renoverede stier, som med vold og magt har fået fordoblet deres bredde og gruset underlaget, så man ikke får sop på en regnvejrsdag.

Det er fint for os, der skal krydse fælleden hver dag. Det er også fint for de religiøse sundhedsdyrkere. Førhen mødte man mest nogle politiaspiranter på tvangsløbetur fra politiskolen, men efter afdelingen er blevet omlagt til uropatruljernes homebase, er der ingen fare for at møde ordensmagten mere. Uroerne løber åbenbart kun efter demonstranter?

Til gengæld vælter det efterhånden med fritidsløbere i alle aldre, afskygninger og udklædninger. Skolen sender ungerne afsted i første time på en motionsrunde, som kun 1-klasserne føler sig kaldet til at løbe. Resten af dem går turen, mens diverse sladder og spil-tips udveksles undervejs. Gamle mænd løber med pandebånd og grå kondibukser eller bare deres almindelige lærredsshorts, mens min egen generations fædre og mødre knokler afsted i smart mærke-løbetøj.

Ludvig har ikke kommenteret på det, får i dag. Pludselig spørger han i midlertid med let forundring:
- Mor, hvorfor er der så mange voksne, der kan lide at løbe?
- øh... Det er nok fordi, de ikke vil være tykke, svarer jeg tøvende.

Men helt ærligt, så aner jeg det ikke rigtigt. Fordi det er moderne, er det svar, der ligger først på tungen. Men det kan jeg jo ikke forklare en femårig. Jeg spurgte en familiefar, der er et sted midt i 40'erne, da vi nåede hjem i gården. Han sad og pustede på en bænk, mens ipod'en stadig hang i ørene.
- Fordi vi gerne vil være unge, grinede han - Det skulle jo være godt for mange ting.

Selv er jeg ikke medlem af fittnessreligionen. Jeg hader at løbe. Det gør ondt i lungerne, og stikker i ryggen. Og man bliver forpustet uden at have det sjovt. Jeg løber som regel kun efter bussen, når der ikke er børn involveret, men synes ellers, at det er sjovt at lege på græsplænen. Jeg spiser slik hver aften og kigger aldrig på fedtprocenten, når jeg handler ind. Alligevel er jeg ikke gået hen og blevet tyk. Det kan være, at det er motion nok i sig selv at være enlig mor til to. Sofaen bliver i hvert fald ikke slidt op foreløbig.

Hvis nogen af jer ved, hvorfor de voksne gider bruge så meget af deres dyrebare fritid til at pine sig selv med løbesko på, så skriv endelig. Så skal jeg give budskabet videre til sønnike - som i øvrig også hader at løbe...

Den Store Sneglejagt - afsnit III

Så er det tid for en lille status på vores sommerjagt på Vinbjergsnegle.

Vi har efterhånden lært, at en morgen efter aften- eller natteregn er det optimale tidspunkt at finde de vandrende snegle på stien, når vi drager mod børnehaven. Jeg er nu altid bevæbnet med en vandfast pen, og vi har fået tilføjet en del nye venner til vores lille sneglegruppe.

Her kommer lidt dokumentation:

Ship og Ib - som vi bragte sammen i arrangeret ægteskab. Ship kravlede målrettet lige hen over Ib, og så skete der ikke mere...

Jumbo - Vi har jo allerede tidligere Jungo. men Ludvig insisterede

Med glad reference til én af Ludvigs yndlingsfilm - Discoormen.

Efter en god ven

Efter den gode vens tvilling - og dermed også en ven



Vi har ikke genset nogen af vores snegle igen, så jeg er lidt i tvivl, om sneglehusene ikke tager imod min vandafvisende pen, og vi i virkeligheden render rundt og omdøber de samme fem snegle igen og igen. Men pyt, vi har det sjovt imens.

Travle dage

Vi er her stadig - tror jeg nok. Vi har fundet mange snegle og givet mange navne, og vi har også haft tid til at besøge søde mennesker. Men mest har vi været syge. Elvira har bådet haft opkast med høj feber og senest en sej omgang forkølelse, der har holdt os begge vågne de sidste par nætter. Nu er hun vist ovre det værste og har sovet fint hele aftenen. Ludvig og jeg har også fået vores del af snotten, men har ikke været påvirkede på samme måde. Men hvad er det egentlig for noget med sommerforkølelser?? Nu er det jo endelig sommer, så det gider vi altså ikke mere!

Ellers ruller tøsen derudaf. Nu hvor hun selv kan bestemme, om hun vil ligge på ryg eller mave, er det efterhånden ok for hende at ligge på maven og lege nu og da også. Og benene er også blevet mere aktive i underlaget, så hun begynder nok snart at blive optaget af at komme mere op i kravlestilling og dreje sig om sig selv.

Jeg har planer om et par indlæg om hyldeblomstsaft fra forrige weekend og vores løbende sneglejagt. Men det bliver en anden aften for behovspyramiden dikterer søvn.

Fra arkivet

Forleden skulle jeg finde et videoklip, som Ludvig gerne ville se, og så faldt jeg over et lille klip taget fra mit gode gamle Sony kompakte kamera, som gik til de evige kameramarker tidligere i år. Da det er taget fra et foto-kamera, er kvaliteten ikke den bedste, men mit hjerte smelter, når jeg ser min søn, knapt 2 år gammel ligeligt optaget af maden og fortællingen fra turen i Zoo.

Tænk, at han har været så lille og cute! Og bemærk hvordan han allerede dengang omhyggeligt sorterede alle tomaterne fra, når han spiste tomattærte - og at intet kunne distrahere ham fra hans mad.

Tiden går alt for stærkt. Nu løber han rundt i gården hele dagen og leger med de andre unger, og jeg ser ham kun, når han har slået sig eller når han modvilligt kommer op for at tanke ny energi på motoren.

I dag har Elvira for alvor taget fat på at rulle begge veje. Det var tilfældigt, hvor hun havnede, men det bragte hende nye spændende steder hen, hvor hun kunne pille (og slå hovedet), så det varer nok ikke længe, før årsagssammenhængen går op for hende. Og så skal jeg altså til at få ordnet på den reol! Tiden går sandeligt alt for stærkt også med hende!

Opskrift på stærk mand

Jeg giver ordet videre til Ludvig:

Man skal spise:
- 20 store broccoli
- 100 bøtter ristet løg
- 2 store flasker ketchup
- 1 ost

Så bliver man så stærk, at man kan løfte verdens største hus, som der kan bo 100 mennesker i - også samtidig med at de ligger og sover.

Så ved vi det.

Man skal ikke spise pølser, for så bliver man mindre stærk af det.

Tak Ludvig, for underholdningen ved middagsbordet. Selv var han glad for, at det ikke var ham, der skulle være verdens stærkeste mand endnu, for han kan ikke lide ost men elsker derimod pølser...

Første tur i sandkassen