torsdag den 14. juli 2011

Læsetid

Før jeg fik børn, læste jeg stort set hver eneste dag. Jeg læste avis, lidt faglitteratur og frem for alt skønlitteratur. Siden blev avisen opsagt, faglitteraturen om børn flyttede op på toppen af hitlisten og skønlitteratur har til tider været en sporadisk aktivitet.

Før jeg fødte Elvira havde skønlitteraturen generobret førstepladsen, men røg straks efter fødslen helt ud i kulden. Denne gang gik der dog ikke et halvt år, før jeg fik overskud til at åbne en bog igen, og avisen bliver nu bragt en gang om ugen. Men det går stadig langsomt. Således især med Sara Stridsbergs Darling River. Ikke fordi, den er dårlig, men den viste sig hurtigt at være lidt aparte for en nybagt mor at læse ved sengekanten, mens ungerne faldt til ro.



Men nu hvor barslen lakker mod enden, måtte jeg se at komme igennem den, da den nødig skulle blive synonym med denne tid. Det er den nemlig alt for sort og trøstesløs til. Det er en meget smuk bog, og alt forfaldet, forrådnelsen, udnyttelsen og ensomheden er skrevet så smukt som en svævende sommerdag uden mål og med i kastanietræets skygge. Eller måske ved en flodbred? Den kan ikke anbefales til en blå regnvejrsdag, men jeg vil heller ikke fraråde at læse den. Min omtale må nok ende lige så uafklaret som bogen.

Jeg må finde noget lysere læsning til sommertiden, inden arbejdslivet kalder igen til september. Men indtil da, har jeg fundet denne:


Jeg læser ellers ikke ret mange noveller, men jeg holdt af Julia Butschkows første bog Apropos Opa, hvis korte kapitler næsten stod som noveller i sig selv; så denne skulle have en chance.

mandag den 11. juli 2011

Elviras nyeste

Elvira er trådt et skridt videre i sin udvikling. Det har hun brugt hele dagen på:

ba ba ba ba ba ba
ba ba ba
BA BA BA BA BA
BA! BA! BA!

...

ba ba ba ba ba ba
ba ba

Herligt! Jeg nyder hver stavelse!

fredag den 8. juli 2011

Selvransagelse

I dag har jeg vandret på Fælleden i regnen med min sovende datter. Der gik mange tanker igennem mit hoved, og regnen var vældig passende. Samtidig fik jeg bekræftet, at mine støvler og regnbukser holder tæt, men at jeg behøver en ny regnjakke.

Jeg tumlede med én af min personligheders væsentligste styrke og svaghed. Sagen er, at jeg som regel altid har en mening. Jeg kan ikke lade være med at have en mening. Jeg har stærke meninger om samfund, politik og moral. Jeg har også meninger om skrald, folk smider på gaden og min om søn, der piller næse. Nogle gange tænker jeg: Kan du da ikke bare være ligeglad, Britt? Hvad rager det dig, om de to damer over for i toget, mener at næste station er Hvalsø, når du ved, at det er Lejre? Hvad betyder det for dig, at ham den dovne far i Ludvigs institution altid skal parkere ulovligt på fortovet med sin bil, i stedet for at køre hen på parkeringsområdet? Uanset, om det handler om faktuel viden eller en holdning, så kan jeg ikke lade være med at forholde mig. Jeg sætter mig i andres sted eller sætter måske andre i mit sted. Og alt for ofte kan jeg ikke holde min mening for mig selv.
Det lyder måske dejligt næsten altid at have en mening. Og det kan give en tryghed. Nogle opfatter mine faste meninger som en selvsikkerhed. At jeg hviler i mig selv og derfor ikke behøver særligt hensyn eller tager mig af, hvad andre mener om mig. Det er desværre ikke sandt.  Måske er det i virkeligheden mit analyserende jegs forsøg på at skabe tryghed? I hvert fald lever jeg meget dårligt med uvished og uafklarede situationer. Jeg kan ikke klare en uafgjort sag, og har det svært med mennesker, der ikke kan træffe et valg. Bare et valg, uanset om det er samsvarende med mit eller ej. Jeg er nok en tryghedsnarkoman, forbandet med et analyserende væsen, der ser og hører det meste.

Ja, det er faktisk ofte en forbandelse at have en mening om alt. Det sker, at jeg bliver opfattet som bedrevidende, belærende eller værst af alt: At mine faste meninger opfattes af andre som kritik af deres handlinger og meninger. Men da dette kun undtagelsesvist er min intension, men tværtimod som oftest er ment som en hjælp, opfatter jeg desværre ikke altid selv reaktionen på mine udtalelser.
I dag havde jeg en samtale, der mindede mig om, hvor svært det er, at se sig selv med andres øjne. Eller bare at se sig selv. Men så er det jo godt, at der findes søde og ærlige mennesker, der tager modet til sig og fortæller det på en kærlig måde, når jeg uforvarende har trådt dem over tæerne. Som i dag. Men det gør ondt inden i at se på sig selv uden filter. Når selvhøjtideligheden og selvmedlidenheden er ved at tage over, fordøjer jeg bedst med en god vandretur. Det var i øvrigt en smuk tur.


Efter en times tid vendte jeg vognen mod Ludvigs børnehave og stødte på en mindre sti i den rigtige retning – troede jeg. Jeg startede ud med de bedste intentioner og tiltro, og fulgte den smukke sti, selvom det krævede, at vi pløjede igennem dybe vandpytter over knolde og huller. Godt at have en terrængående barnevogn sådan en dag.


 Efter noget tid nåede vi den officielle sti igen. Men det viste sig nu, at en dyb grøft hindrede mig i at komme over med barnevognen. Der var ikke et menneske i sigte og jeg var tvunget til at gå tilbage, hvor jeg kom fra for at kunne komme videre.


Denne lille episode virkede nærmest symbolsk for mig. Det er fristende at afslutte med, at jeg på samme måde besluttede mig for at ændre min person, vende mig om og lære at holde mine meninger for mig selv. Og jeg ville da ønske, at jeg kunne blive én af de der sociale væsener, der altid formår at sige det rigtige og altid spreder god stemning omkring sig. For de findes. Eller at jeg bare kunne blive én af flokken og holde min mund og forblive anonym, når jeg nu ikke formår at formulere mig på en måde, som ikke misforstås igen og igen.
Men mit livs vej er som denne ransagelsesvej. Den er fuld af stier, som jeg ikke skulle have fulgt, og som til tider får mig til at græde bitre tårer, når jeg må vende om og finde en ny. Eller jeg vælger stier, hvor jeg slår mig eller får våde fødder. Jeg vil altid være fristet af de små, krogede stier, selvom mit tryghedsgen siger mig, at jeg skal blive på den brede, autoriserede sti uden at forholde mig til alting omkring mig. Og jeg er bange for, at jeg er ved at være for gammel en cirkushest til at ændre mit væsen totalt.

Jeg kan kun håbe, at jeg bliver bedre til at vælge, hvornår det er det rette tidspunkt at tage de alternative stier. Hvornår er jeg klædt ordentligt på? Vil mit selskab med samme vej? Er jeg villig til at tage de smæk, der følger med? Og kan jeg lære ikke at tage mig selv så højtidelig, så jeg kan møde velment kritik på en konstruktiv måde uden alt for meget selvmedlidenhed?
Livet er én lang udviklingsproces. Jeg håber, at jeg med tiden bliver bedre rustet til at følge stien med alle dets bump og vandpytter uden at sprøjte mudder op på andre, når jeg træder forkert.

torsdag den 7. juli 2011

Er tusser tidens hit??

Jeg var ved at falde bagover af overraskelse, da jeg tjekkede statistikken på bloggen her til aften. Mit indlæg om tusseoverfaldet havde mere end tidoblet antallet af besøgende. Det mærkelige er, at de åbenbart har fundet vej til indlægget via Facebook, som jeg ikke selv bruger..

Måske er der en gruppe af tusse-entuasiaster på Facebook, som har linket historien om den skamferede skrubtusse til hinanden? Eller er tusser de nye kæledyr i frontløbernes univers? Eller måske har fritidshjemmene tema om padder her i ferietiden?

Hvis du har et godt bud på denne overvældende tusse-interesse, så sig endelig til. Og hvis vi skulle støde på flere padder på vores vej over Fælleden, skal jeg nok rapportere.

søndag den 3. juli 2011

Måske er det tid at bygge Noas ark?

I går aftes nåede jeg lige at få min skrækslagne søn inden for efter en sindsoprivende løbetur over gården midt i tordenvejret efter aftensmadsbesøg hos hans gode ven. Da vi havde befriet ham for det våde tøj og erstattet det med nattøj, satte en ildevarslende gurglen igang ude i badeværelset.

Jeg kender desværre allerede denne lyd fra sidste sommers skybrud i august. Der er vand på vej op! Det ville måske være til at forstå, hvis vi ikke lige boede på 1. sal med høj stuelejlighed nedenunder. Men da vi er den første, der er tilsluttet denne faldstamme, er mit badeværelse, det første sted, regnvandet kan slippe ud, når kloakkerne løber over. Og det gjorde de så i går aftes. Alt stod under vand. Min overbo filmede kloakken i kælderen, hvor dækslet sprang op, og vandet stod som springvand og hurtigt fyldte kældrene til op over første trappetrin.

Jeg så det ikke. For jeg skovlede på knæ i mit badeværelse. Jeg skovlede iskoldt kloakvand fra gulvet til toilettet. Først skovlede jeg med en fejebakke. så steg trykket og jeg skiftede til en stor plastikbøtte til mad. Men jeg kunne ikke følge med og vandet begyndte at skvulpe over den høje dørkant og ud i gangen, hvor jeg har planker. Tæpper og håndklæder blev kastet overalt i gangen og bøtten skiftet ud med en opvaskebalje. Så skovlede jeg med en opvaskebalje 1½-2 liter af gangen, så hurtigt jeg kunne få det over i toilettet, som er tilsluttet en anden faldstamme.

Da vandet nåede over til soveværelsesdøren, åbnede jeg hoveddøren og skreg HJÆLP!! ud i trappeopgangen. Min overbo stod hos mig 20 sekunder efter og løb efter flere tæpper og klude. Bagefter fik han lov at overtage en stund, så jeg kunne strække mine rysende mælkesyrede ben og hente flere håndklæder og tørre lidt op Ludvig tog det pænt, Han fik lov at se Ramasjang i stuen, mens himmel og jord stod i ét og lyn og torden rullede over os i ét væk. Overboens søn kom ned og kiggede med, mens vi skovlede på skift.

Efter en time var det overstået. Det regnede stadig, men ikke med samme styrke. Vi kunne nu lade vandet løbe ud af afløbet og overboen kunne gå op med sin søn. Jeg var våd og kold og havde mest brug for at varmt bad, men det kunne jeg selvfølgelig ikke lige få. I stedet fik jeg lagt Ludvig i seng og smidt mig på gulvet for at hvile benene.

Internettet var gået ned, men strømmen havde vi stadig. Nede i kælderen skvulpede vandet stille rundt i en kæmpe sø og man kunne høre naboer komme ud og gå igang med spande og og pumper. Jeg stak i de lange gummistøvler og gik ned for at tage mit vasketøj ned fra tørrerummene i kælderen, inden lugt og fugt gik i tøjet. Bagefter fik jeg vredet alle mine håndklæder og tæpper op og smidt dem i en bunke ud på trappen. En kop te og fire chokoladeæg senere gik jeg udmattet i seng og kunne høre stemmer og pumper summe nede i gården.

Sådan kan det altså også være at bo en en arkitektegnet, bevaringsværdig bygning, hvor nedløbsrørene fra taget er ført stilfuldt ind i bygningen og tilsluttet faldstammerne, så rørene ikke skal skæmme murværket. Måske havde man ikke skybrud i 1930érne? Jeg kunne i hvert fald godt bruge nogle ydre nedløbsrør, inden næste tordenstorm. Ellers må vi vist bygge os en båd og sejle væk i stedet.

Tusse-overfald

Forleden morgen så vi en dame på fælleden med en hund gående løs. Den lignede en lille tæt kamphundetype, men det sker ofte, at de går løs på Fælleden med deres ejer og de er som regel helt fredelige (både ejer og hund altså). Men denne hund hoppede og løb frem og tilbage og teede sig ret fjollet.

Inden vi nåede over i svinget, hvor den huserede, fik damen dog kaldt sin hund til sig under skældsord og stærkt bebrejdende tonefald. Da vi kom over i svinget, forstod jeg, hvad hunden var så optaget af. Her sad en store skrubtusse og tronede midt i vejkrydset. Jeg undrede mig en del, da vi ikke før har set tusser, og det jo var fuldt solskin.


Vi gik forsigtigt nærmere for at se på den vortede fætter uden at skræmme den væk. Men den blev bare siddende bomstille og stirrede olmt på os. Jeg tænkte instinktivt på hekse og andre gode gamle eventyr og havde ikke den fjerneste trang til at tage den op, selvom jeg normalt gerne samler frøer op.

Men så så vi, hvorfor den sad så stille. Hunden havde ikke bare snusset til den, men haft tænderne godt nede i hovedet på tussen. Den havde nok sluppet igen i en fart, da giften fra tussen begyndte at virke i dens mund, og deraf den meget hoppen omkring.


Det så ikke godt ud. Jeg så mig om efter en kæp, så vi kunne afslutte dens lidelser. Men så begyndte den stædigt at valtre mod den skærmende underskov. Den måtte holde et par pauser, men Ludvig heppede på den, og havde så meget medlidenhed med den stakkels tusse, at jeg ikke nænnede at pande den ned, som jeg burde.

Hele vejen til børnehaven talte Ludvig om, at den nok skulle komme sig. Og måske kom der en dyrelæge forbi, der kunne give den plaster på og hjælpe den. Jeg gik imod alle mine principper og sagde ikke, at den nok var død om en time. For Ludvig træner empati for fuld skrue i disse uger, og hvis han gerne ville tro på tussens overlevelse, ville jeg ikke ødelægge det for ham denne gang.

Da vi gik hjem om eftermiddagen, så Ludvig efter tussen, men den var selvfølgelig væk. Måske har et pindsvin gumlet den i sig eller måske lå den bare død under en brændenælle. Men Ludvig havde fortalt om tussen til alle vennerne i børnehaven og de var blevet enige om, at hunden skulle have en masse tæv... Der er stadig et stykke vej på empatiens knudrede sti!

fredag den 1. juli 2011

Reddet på målstregen

Der findes alligevel en gud på pladsanvisningen. Der var vist sket en fejl, og Elvira kunne alligevel godt få plads i nærheden!

Jeg tudede nærmest af lettelse, da den flinke dame ringede midt i ulvetimen, for at overbringe mig den fantastiske nyhed. Og jeg har endda hverken råbt af nogen eller truet med at klage eller belejre nogen eller noget.

Tænk, at vores liv alligevel kommer til at hænge sammen uden at vi skal holde fast med det yderste af neglene og jeg selv ville være ugens gæst i mine børns liv! På mandag tager vi derfor på besøg i Elviras fremtidige vuggestue, som ligger 2 minutter på cykel fra Ludvigs børnehave. D. 15. august starter indkøring og så er barslen forbi. 1½ måned tilbage kun! Heldigt, at det er de to bedste måneder af den danske sommer, som vi bare skal nyde i fulde drag i den lille familie, inden arbejds- og institutionslivet kalder for fuld skrue.

Chokolade må vist være på sin plads sådan en dag :-)