Muserum

Tja, hvordan skal det læses? Muse.rum? Muse(r)um? I hvert fald er det en særudstilling på Roskilde Museum under børnemuseet, som vi besøgte i dag.

Elvira havde været der med børnehaven og ville meget gerne derhen igen. Ludvig ville absolut ikke med. Han syntes det lød møgkedeligt. Men jeg trumferede igennem med mest irriterende mor-logik, idet jeg mindede ham om alle de gange Elvira og jeg henter ham til spejder, legeaftaler og fødselsdage rundt omkring i hele byen uden at brokke os. Så han gik surmulende og under protest med ned ad trappen.

Men udenfor var søndagsregnen indstillet og solen lurede lige bag skyerne. Så vi besluttede os for at cykle ned fra vores vandtårnsbjerg til den gamle bydel. Og vi var ikke kommet hundrede meter hen af vejen, før Ludvig var i fuldt humør. utroligt, hvad frisk luft kan gøre for en otte-årig dreng!

Vi var der lige efetr åbningstid og fik det hele for os selv den første time. Ved første øjekast så det ret lille og klemt ud, men de små kroge og hjørner gemte på alle mulige overraskelser og finurligheder. Vi startede med plus-plus-bordet, hvor Elvira byggede et fængsel, jeg byggede en regnbue og Ludvig byggede en vild robot, der hele tiden fik nye evner og udstyr.

Herefte rgik vi i boble-lysbad. Det var en meget fin, interaktiv installation med hivde plastbolde og lyskilde i bundet af badet, der skiftede i roligt tempo mellem alle regnbuens farver. Man kunne også vælge mellem de fire mest brugte farver ved at trykke på et farvet mærke på hver side af karret. Ungerne elskede det og brugte meget tid her med at skifte badet fra gul syre til rød lava og blåt is. Den grønne knap virkede desværre ikke. Men det gav ikke skår i glæden.

Man kunne trække sorte gardiner for og tanken var, at børnene skulle sidde roligt i kuglerne og opleve farvernes skiften. Men mine børn ville hellere tage hovedspring og skifte farve i farten eller begraves helt i lyshavet.

Ved siden af var det lavet et meget inspirerende hyggehjørne helt i hvidt. Her dominerede de bløde puder og madrasser og hæklede dyr gjorde deres til at give en god hyggestemning. Der var i det hele taget mange hæklede elementer med bolde, dyr og puffe. Jeg fik på stedet lyst til at hækle sådan en stribet puf, hvilket passer fin med, at jeg netop er ved atw hæfte 100 ender på mit nyeste sofatæppe og er klar til et nyt projekt.

Igen ville mine børn hellere tumle end at finde roen. De er vist ikke helt grebet af mindfulness-bølgen endnu...

Sådan nogle bolde skal jeg da også lave!

Og sådan en puf - men med ordentlig farveskift, så cirklen ikke skrider.

Denne krokodille var virkelig skøn! Opskriften ville jeg meget gerne have, da virkelig der var tænkt over øjenparti og ben.

Der var i det hele taget tænkt meget over alle sanser fra alt det, man kunne røre ved med hele kroppen til farver- og synsoplevelser, sansetelt med fine lommer og velkrofigurer, der kunne flyttes rundt på den indre teltdug, magnetisk væg-kuglebane, spejlgang, gardingange og tumledyr. vi endte med at tumle rundt i to timer, inden cyklede hjem på bakketoppen igen.

Hvad er op, og hvad er ned?

Hermed anbefalet til en regnvejrsdag - især til børn i børnehavealdereen!

Spejd!

Udenfor vælter regnen ned og sender rislende bladmusik ind ad vinduet.  Ungerne hænger ud i sofaen med tegnefilm og søndagens hygge har fået en ekstra dimension efter et oplevelses-mættet døgn.

 

Vi har været på spejderlejr hele familien for første gang med Ludvigs spejdergruppe. 150 mennesker i alle aldre med og uden uniformer gennem sol og byger på store nørd løb. Vi har bygget ispinde-fly, lavet ryste-is med isterninger og salt som fryse-element, hejst børn og voksne op i træer med taljer og sprunget horidontalt bungee jump. Vi har været til aftenbål med sang og dans og til stemningsfuld oprykning for alle grene. Ludvig har sovet i telt med sin gren og Elvira og jeg har sovet i sovepose på sovesal. Og vi sov selvfølgelig alle sammen alt for lidt.

 

Ludvig kæmper mod elastikken for at springe længst ud med sin teltpløk.

 

Vejret holdt hele formiddagen mens vi tog det sidste lille løb og rydtede op. Og da vi svingede ud på landevejen med kurs mod Roskilde, faldt de første dråber.
Nu er vi trætte og mætte. Men vi tager nok afsted igen. For nu er Ludvig blevet mini-spejder og Elvira ny,  lille mikrobe!

Vores due-fly viste sig at være bedst til at vende i luften, men flot blev den.

 

Hyldetid

En tur blandt hyldebuskene rundt om svømmehallen med trappestige, kurv og to glade børn kan være en meget givende eftermiddagstime før aftensmaden. Vi plukkede kurven fuld på en halv time. Det gav to store grydefulde bærranker, blandet med et par udskårne æbler. Kogt og siet gav det 2 liter saft. Det største arbejde bestod i at klippe alle skærmene til mindre ranker, men Elvira nød at hjælpe med at skylle dem i håndvasken, mens jeg klippede.

Nu er saften kogt op med sukker og citron og jeg har nydt årets første varme glas hyldebærsaft. Det smagte vidunderligt. Og de mærke efterårsaftener, hvor jeg drikker et varmt glas fra årets høst, vil jeg huske den glæde vi havde ved at samle bærrene sammen.

Tak hyldemor, for dine gaver!

Lejlighedshaver

Ungerne og jeg bor jo i lejlighed. Det giver tit anledning til hovedbrud, for egentlig ville jeg gerne have en have. Jeg ville gerne have adgang til et lille stykke jord lige uden for min egen dør. Et stykke jord, som jeg kunne bestemme over selv, hvor der kunne gro grøntsager og frugttræer og bærbuske og krydderurter. En have, hvor der gerne måtte ligge pinde på græsplænen uden at det gav anledning til rynkede pander og bryn. en have, hvor ungerne kunne bygge en hule og hamre søm i et brædt og riste spagehetti over et bål. En havedør med en kattelem til en glad kat, der kunne komme og gå, som den ville.

Men jeg vil også gerne blive boende i nærheden af Ludvigs skole. Han tager ikke ændringer som spændende udfordringer og går på en god, lille folkeskole. og den økonomiske virkelighed åbner ikke op for at blive boende i området, få have og rum for et godt katteliv. Alligevel vrider jeg igen og igen min hjerne for at få alle mine ønsker til at gå op. Det er svært at acceptere, at man ikke både kan have sin kage og spise den.

I år har jeg fået lov at sætte et par små højbede op i foreningens fælleshave. Det var tanken, at alle beboere kunne plante krydderurter efter eget ønske og smag og mødes om at passe eller plukke. fra jord til bord i vores lille boligforening. Men men, jeg har ikke været god til at gøre reklame for projektet, så indtil nu er det kun mig selv, der bruger bedene. Det er lidt ærgeligt. Ikke fordi, jeg ikke kan bruge højbedene selv - men fordi, jeg gerne ville inddrage flere beboere i en mere aktiv brug af vores meget kedelige fælleshave, der mest består af en enorm græsplæne.

´Men da vi nu bor hvor vi bor og der ikke er udsigt til egen have de næste par år ud i fremtiden, har jeg besluttet mig for at gøre et mere aktivt forsøg næste år. Der skal skrives opslag, hænges nyhedsbrev op med billeder af krydderurterne, når det er tid at smage, og der skal laves ordentlige pinde med plantenavne på, så alle ved, hvad de spiser. Forhåbentlig vil det lokke lidt flere brugere til.

Her i August er bedene groet godt til selvom jeg havde efterladt en del plads til andres planter.

Jeg forsøgte mig med at så basilikum i potter indenfor og fik også plantet dem ud. Desværre blev det tørke lige efter og jeg var ikke så god til at vande midt i sommerferien, hvor vi ofte var væk hjemmefra, så der var kun én der overlevede. Men vildt, at én plante kan blive så stor og frodig, hvis den får nok jord omkring rødderne - noget lidt andet en de basilikum, man tager med hjem fra supermarkedet i potte!

Sikken et farvespil i de blade! Lige til at spise -. men er det salvie?

en udtjente potte basilikum fra vindueskarmet blev i foråret plantet ud som noge af det første og har siden bredt sig over alle kanter og nærmest kvalt persillen - og nu blomstrer den i fuldt flor! Så kan det næsten ikke blive mere sydlandsk.

Koriander vokser fint ude i det danske vejr - og smager pragtfuldt i gryderetter. Foran en stærkt smagende krydderurt, som jeg købte som potte og desværre ikke kan huske navnet på. Men bud modtages gerne. Jeg må se at få lavet de plantepinde!

Dagens høst står klar til brug i vindueskarmen.
 

Da Gunilla var på besøg for at tale om lokalnetværk, talte vi også om mine krydderutre-bede. Hvordan fik du den ide? Spurgte hun. Jeg var lidt overrasket over, at jeg ikke helt havde svaret klar på rette hånd. Måske var det fordi, jeg havde resigneret lidt over den manglende succes og nu bare bruger bedene selv. Men bagefter har jeg ofte tænkt på Gunillas store engagement i hele tanken og Roskilde Sydby og hendes behov for at tage hele bydelen til sig og binde den sammen. Hun har sin egen have, sit eget hyggelige lille kvarter med søde naboer og sine egen projekter omkring genbrug og ansvarlighed. Alligevel kigger hun ud over sin egen hæk og vil sin bydel. Det er meget inspirerende, og jeg har siden leget lidt med tanken om, hvorvidt man kunne skabe et netværk i Sydbyen omkring lejlighedshaver. Der må være andre end jeg, der dyrker tomater i altankassen, planter hindbær i skellet eller har fået stablet en lille køkkenhave på benene i et hjørne af gårdhaven. Hvad gør de andre havehungrende lejlighedsbeboere i Roskilde Syd, hvis de ikke har mulighed for at købe en kolonihave? Hvilke løsninger findes? Kan vi inspirere hinanden og dele erfaringer?

Og hvordan kommer vi i kontakt med hinanden?

Jeg må vist tænke lidt mere...



Besøg fra fortiden

De sidste tre somre har Banedanmark bygget dobbeltspor mellem Lejre og Holbæk. Mine forældre bor midt på denne strækning og har da de ikke har bil, har de hver sommer måtte fornøje sig med togbusser og skifte på diverse stationer, før de kunne komme videre ud i landet.

Men fra i dag er det slut med togbusserne. Dobbeltsporret er færdig og det blev i lørdags fejret med festligheder på Tølløse og Vipperød stationer. Der var taler fra trafikministeren og borgmesteren, der var jazz og hvidvin, banedanmark-kager og æblemost. Og der var veterantog! Vi blev inviteret med på tur med mine forældre og det viste sig at blive en fin tur. Vi kom med den første afgang, som var helt fyldt op, og fandt pladser i en kupévogn, som bragte minderne frem hos den ældste generation.  Min mor fortalte, at kupéen fuldstændig lignede de skoletoge, som hun og hendes storesøster rejste med fra København til Jylland og retur igen for at holde hele sommerferien hos deres mormor i Sjørup udenfor Viborg. Det gjorde de en række somre fra min mor var 7 år og storesøster Myrna 9 år. I et tog kun beregnet til feriebørn fra Sjælland til Jylland. Man kunne få skilte om halsen, hvis det var nødvendigt for at komme af på rette station, men det ville de to unge piger ikke. De kunne godt finde ud af at gå på storebæltsfærgen, ned til toget igen, tage til Århus og skifte videre for at komme til Vibor, hvor mormor Olga ventede. Deres egen mor havde nemlig sendt et brev i forvejen med deres ankomsttid og kufferterne var indskrevet dagen i forvejen og blev udleveret ved ankomststationen.

Alt dette genoplevede min mor og fortalte om, mens vi ventede på afgang og imens vi tøffede afsted til Vipperød og retur. Vi var ude og stå i midtergangen, sådam som man også gjorde, da jeg selv var barn og rejste til Jylland, og både for- og bagperrron var stoppet med folk, der helst ville stå der ude i blæsten og se markerne glide forbi.

Jeg tog et par stemningsbilleder, hvor nutid mødte fortid.

Veterantoget med damp på Tølløse Station. Egentlig er det et gammelt Dieseltog, der trækker forrest, men det var fordi, de ikke kunne vende lokomotivet på Vipperød station, hvor der ikke var lavet skiftespor!

Festtoget

Udsigt fra den nye overgangsbro på Tølløse station - der er kamp om pladsene.

Ludvig med vind i håret. Bemærk at vinduet ikke har nogen ramme. Det var ruden, som man skubbede ned i selve væggens mellemrum.

En tur på Memory Lane

Mormor fortæller Lduvig om at hænge ud af vinduet og trække hovedet ind i en fart, når røgen fra lkomotivet kom drivende ned langs togsættet. En fin leg, når man skulle tilbringe en hel dag på så lidt plads på vej til Jylland.

Festen ebber ud i Vipperød inden afgang - set fra vores togvindue.

Jeg er vild med det håndknyttede bagagenet og fine smedejernsholdere.

Fra en tid, hvor tysk var første andetsprog.

Fra en tid, hvor vi var Des - og heller ikke måtte læne sig ud...

Den yngste var lidt træt og var lige ved at blive lullet i søvn på hjemturen af den gyngrende ga-da-gung rytme.

Mental stand by?

Jeg havde besøg af en meget inspirerende kvinde sidste uge til en kop aften-te. Hun var helt fuld af engagement til sit projekt omkring bæredygtighed og lokal handlelyst.. En fælles ven havde foreslået, at hun talte med mig i forbindelse med en udstilling, som hun har fernisering på til oktober. På samme måde vil hun tale med syv andre venners venner om at bo i Roskilde Syd (syd for jernbanen – den knapt så fine side). Jeg havde aldrig talt med Gunilla før ud over en kort telefonsamtale; men jeg har tænkt meget på vores samtale siden. Ikke så meget fordi hun efterlod ét af hendes mangelagede collager hos os til låns den næste måned, og ikke så meget over, hvad jeg selv svarede på hendes spørgsmål (jeg snakkede selvfølgelig som et vandfald…), men mere over hendes vilje til at fylde sit liv med meningsfuld handling.

Jeg tænker, at jeg i en del år har overlevet mere end levet mit liv. Jeg tænker, at jeg bor i en bydel, som jeg slet ikke har tænkt på i sammenhæng, før min samtale med Gunilla. Jeg tænker, at jeg har brug for at  løfte øjnene op over cykelstyret og leve et liv, hvor der også er plads til mening igen, hvis jeg også skal være et meningsfyldt spejl for mine børn. Jeg tænker og tænker og ved slet ikke, hvor det bærer hen lige nu.

Imens kan du jo kigge forbi Gunillas blog ”Suppedasen” her: http://gunillastine.wordpress.com/

Man kan ikke lære en gammel cirkushest nye tricks

.. og dog!

Min far er meget koncervativ af sind. Han vil helst have kartofler til sin aftensmad og synes ikke, at man kan spise stegt flæsk uden hvid persillesovs. Tingene skal helst være, som de altid har været, for det er trygt og godt.

Men sidste weekend var vi på besøg i den sidste del af hedebølgen og fik traditionelle pandekager med is og jordbærsyltetøj. Der var kaffe på kanden, og den var stærk. Jeg fik derfor den tanke at lave iskaffe  og plumpede et par skefulde af isen i kaffen. Min far så undrende til, og spurgte, hvad jeg lavede. Jeg forventede dertilhørende kommentar om, at is og kaffe da ikke hører sammen. Men det gør det jo, og det tænkte han måske også. For han tog fuldstændig fusen på mig, da han rakte ud efter isskeen og fulgte trop.

Og så sad vi ellers og nød hver vores kop iskaffe og søndagsroen. Så kan datteren lære ikke altid at skære sin gamle far over samme kam.